Socialfaglige metoder

Den narrative metode har fokus på mennesket som et fortolkende væsen - man taler om individet som konstruktør af sin egen virkelighed og identitet. Fortællingerne opstår dog på baggrund af et konkret levet liv - de er ikke opdigtede konstruktioner, De relationer, som individet indgår i, er desuden medskabere af disse konstruktioner.

Dermed er der et særligt fokus på identitet som et produkt af de konkrete fortællinger, der skabes og vægtes under individets opvækst.

Fortællinger kan have mange forskellige udtryk. De kan være nuancerede eller fastlåste. De kan være succesorienterede eller fejlfindende. Fortællinger kan skabe udvikling og handlekraft eller kan skabe magtesløshed og opgivenhed.

Formålet med narrativ metode er at hjælpe og inspirere familierne til at lade fortællingerne udvikle sig. De kan være nye fortællinger eller tidligere overset fortællinger.

Der er et særligt fokus på netop de delfortællinger, som definerer individet positivt og som handlekraftigt i sit eget liv.

Et grundlæggende princip i den narrative metode er at lade en fortællings oversete nuancer udfolde sig - gøre fortællingen "tykkere".

Det giver individet mulighed for at betragte sig selv og sin situation fra nye vinkler. Man kan tale om at placere sig i en ny position, og herfra bliver det muligt at opdage nye detaljer om sig selv, andre mennesker og verden. Herved bliver nye handlinger mulige

I narrativ metode lægges der vægt på et samarbejde mellem personalet og familierne, så man ikke havner i en marginaliserende og re-traumatiserende praksis.

Metoden finder sted i form af samtaler. Det kan være individuelle samtaler, familiesamtaler, søskende samtaler mv.

Formålet med samtalerne er:

• at skabe håb hos familien
• at skabe en platform, hvor der er opmærksomhed på at skabe tryghed for barnet, og hvor barnet får et nyt identitetsmæssigt ståsted
• at give barnet mulighed for, at der arbejdes med den indvirkning volden har haft på deres liv - uden at barnet re-traumatiseres.
• at minimere ensomhed og isolation
• at mindske skyld og skam i familierne, så det bliver muligt at tage ansvar og få nye handlemuligheder
• at støtte både barnet og den voksne i at se sig selv som "agent i sit eget liv" - og tydeliggøre, at forældrene har ansvaret
• at erstatte problemmættede fortællinger om barnet og den voksne, med historier om færdigheder og ressourcer.

Eksternalisering er et kerneelement i den narrative metode. Eksternalisering betyder, at det problem, som er i fokus, adskilles klart fra barnet/ den voksne og betragtes som en selvstændig enhed - fremfor at blive betragtet som en personlig egenskab hos barnet/ den voksne.

Den narrative metode er kendetegnet ved en ikke-dømmende neutral indstilling og spørgeteknik. Men det tilpasses, så voldsudøverens ansvar for volden og moderens / barnets udsathed bliver anerkendt og gjort tydelig.

I psykoeducation forstås symptomerne oftest som en konstruktiv måde familien mestrede den voldsomme hændelse på. Reaktioner var konstruktive i traumesituationerne og lige bagefter, men de kan blive et problem på sigt.

Det er blandt andet dette, der er vigtigt at give familierne indsigt i.

For nogle familier kan det være for svært at tage udgangspunkt i deres egen oplevelse, hvorfor psykoeducation er en meget hjælpsom metode til at give indsigt i og starte en bearbejdningsproces, særligt hos børn.

Med psykoeducation kan man i stedet tale om volden på en mere generel måde. Effekten er blandt andet, at familierne kan vise hypotetisk interesse, selvom de ikke vedkender sig, at volden har fundet sted. Det giver familierne et sted at kunne stille nogle " hvad nu hvis" spørgsmål.

Med psykoeducation kan de blandt andet undervises i PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder).

De er tre kernereaktioner som kendetegner PTSD.

• Den første kernereaktion er genoplevelsesreaktioner, hvor barnet igen og igen genoplever dele af traumet, f.eks. i form af flashbacks, hvor det ser moderen blive slået.
• Den anden kernereaktion er undgåelsesreaktioner, hvor barnet undgår følelser og tanker, der vedrører traumet, for eksempel ved for alt i verden at undgå konflikter.
• Den tredje kernereaktion er vedvarende stress, hvor barnets stressniveau er vedvarende forhøjet efter traumet. Det giver sig. f.eks. udslag i, at barnet ikke kan sove.

De samme reaktioner kan ses ved den voksne.

Der undervises også i symptomer på depression, angst, mangel på selvtillid og selvværd eller somatiske symptomer. For børn kan der være særlige symptomer som separationsangst, irrationelle forestillinger, manglende håb for fremtiden og traumatiseret leg.

Ikke alle, der har levet med vold, udvikler symptomer. Derfor er der tale om generel undervisning/ formidling, hvor der tilbydes ord til at forstå disse reaktionsmåder. Formen og indholdet af undervisningen/formidlingen skal tilrettelægges efter moderens eller barnets behov.

I samtalerne italesættes volden og voldens betydning for kvinden og barnet. Der gives indsigt i typiske reaktionsmønstre og leveregler, der kan opstår, når man lever i et voldeligt forhold og når man forsøger at bryde mønstret. Derudover en normalisering og generalisering af kvinden og barnets reaktioner.

Psykoeducation kan også bruges til at undervise forældre, der bruger vold som opdragelsesmiddel, til at forstå hvilke konsekvenser det har for barnet, f.eks. at vold kan føre til, at barnet selv tackler konflikter med vold. Forældre til børn, der har oplevet vold, kan have brug for at få aflivet myten om at barnet bare skal glemme det, som er sket, for at få det godt igen. I stedet gives forældrene indsigt i, at barnet har brug for at vide, at det er i orden at sætte ord på det, som barnet har oplevet.

Personalet bruger dels psykoeducation i samtalerne og i gruppeforløbene med familierne og dels ad hoc, når en given situation fordrer en italesættelse af, hvad der sker lige nu, eks, i den daglige kontakt i det relationelle rum mellem personalet og beboerne. Såfremt kvinden overvejer at tage tilbage til voldsudøveren, taler personalet med hende om fordelene og ulemperne ved hendes valg og om betydningen for hendes børn og her kan personalet anvende psykoeducation.

Krisecenteret har bøger og artikler som mødrene kan læse med deres børn mhp. at få viden om almindelige reaktioner, handlemuligheder mv.

Vi vurderer, at effekten af at give både kvinder og børn noget viden/ en "gavebod" medvirker til en forståelse af egne reaktioner og en hjælp til at stimulere til at bevare troen og håbet om udvikling og forandring.

I den kognitive metode tages der udgangspunkt i mennesket som et fortolkende væsen. Metoden sigter mod at give mennesket støre indsigt i, hvordan negative tanker og tolkningsmønstre kan igangsætte, forstærke eller vedligeholde uhensigtsmæssige handlinger eller være medskabere af destruktive samspil.

Hovedrationalet i den kognitive metode er, at hvis et problem forstås bedre og/eller på en ny måde, vil der være mulighed for nye handlinger. Den handlende kraft ligger i tanken og derfor er fokus i metoden også at identificere, analysere og nuancere tænkningen. Det giver mennesket mulighed for at ændre adfærd og handlinger.

Kognitiv metode er struktureret, målrettet og indeholder en række kerneelementer, såsom psykoeducation og registrering, analyse og forandring af negative, automatisk tænkning, og eventuelt social færdighedstræning.

Børn og voksne, der lever i familier med vold kan udvikle kognitive og adfærdsmæssige strategier, der er konstruktive i forhold til at leve i en sammenhæng med umiddelbar fare men disse strategier er uhensigtsmæssige, når volden er stoppet og barnet/ den voksne skal lære nye handlemuligheder.

Ved anvendelse af den ressourcefokuserede, anerkendende pædagogik tages der i kontakten til familierne udgangspunkt i deres egne iboende kompetencer. Afsættet er at flytte fokus fra problemer og begrænsninger til i stedet at tænke i muligheder og udvikling – uden at fornægte problemerne. Anerkendelse omfatter i vores forståelse bl.a.:

• At blive set – som man er – af et andet menneske
• At blive taget alvorligt som menneske
• At blive mødet som værende ligeværdig
• At opleve at være ok, blot som man er.

Begrebet validering er helt central i det kognitive arbejde. At validere handler i høj grad om accept. Det er vigtigt, at vi som mennesker kan lære at acceptere de ting, som ikke er foranderlige. Vi kan dog ofte ændre på den måde, vi tænker om dem på, og dermed vores følelser og handlinger. Det er væsentligt at skabe en balance mellem accepten af det, vi ikke kan ændre og styringen hen imod, det vi ønsker.

Validering af et andet menneske indebærer i vores forståelse, at man tager personens perspektiv, søger at forstå og anerkende den måde, som verden ser ud på fra den persons perspektiv, og dermed også søger at forstå og anerkende den eller de mestringsstrategier, som personen har taget i anvendelse. Sagt på en anden måde, så forsøger vi at fornemme, hvordan det er at være den pågældende person med de livsomstændighederne personen har med sig, og derefter tydeliggøre at dette giver mening.

Motivationsarbejdet består i at styrke kvinden i at træffe de valg, som er rigtige for hende og der tales åbent om den ambivalens, skyld og skam, som kvinden måtte have.

I den systemiske metode bygger man på, at alle har helt deres egen unikke måde at forstå og opleve verden på og dermed også sit eget liv. Den forståelse vil spille ind i de relationer/systemer man befinder sig i og påvirke det samspil, der opstår. Fordi alle har deres egen oplevelse / forståelse findes der ingen sandhed.

Ved anvendelse af systemisk metode vil personalet forholde sig nysgerrigt og udfordrende til de holdninger og udsagn, der kommer. Den systemiske metode er ressourceorienteret og hjælper med at finde nye veje og nye handlemuligheder. Gennem forskellige spørgsmålstyper hjælpes kvinden i at opdage nye sider af sig selv og der opstår en erkendelse af hvilke mønstre, der ”spænder ben for livet”, og der kan opstå nye handlemuligheder.

De cirkulære spørgsmål søger således at få kvinden til at forestille sig, hvad andre personer måtte forestille sig om et givent emne eller tredje persons handling.

Den systemiske metode bygger på en grundlæggende antagelse om, at det som udgangspunkt ikke er enkeltpersoner, der er bærere af evt. problemer, men at problemet findes i samspillet mellem personer i et system, eks. en familie. Antagelsen tilpasses, så voldsudøverens ansvar for volden og moderens / barnets udsathed bliver anerkendt og gjort tydelig.

Det afgørende bliver ”at få rystet” systemet så ny erkendelse og ny handling kan opstå. Systemisk metoden har det primære fokus på fremtiden, det handler om at skabe håb, energi og give nye forståelser. Den systemiske metode tager udgangspunkt i de relationer og sammenhænge mennesker befinder sig i, og i den dynamik, der opstår, når mennesker er sammen. Den er ressourceorienteret med fokus på den bedste praksis, på det der lykkes og på ønsker for fremtiden. Det enkelte menneske har sin helt egen unikke forståelse af verden. Der er således ikke nogen objektiv sandhed. Personalets rolle er at igangsætte en udviklingsproces og på en respektfuld og anerkendende måde, at facilitere en givende dialog. En dialog hvor alles meninger, synspunkter og versioner vægter lige meget. Det danner grobund for et refleksivt forum, hvor der kan opstå nye forståelser og meninger, der kan åbne for nye handlemuligheder.

Den systemiske metode er kendetegnet ved:

• At det enkelte menneske ikke bare ses som en personlighed, der er uafhængig af andre mennesker, men som er en del af et vekselvirkende system, bestående af familien og andre mennesker, der er vigtige for den enkelte.
• At ligesom andre menneskers tanker og adfærd påvirker det enkelte menneskes tanker og adfærd, så kan også ændringer i andres adfærd føre til ændringer i det enkelte menneskes tanker og adfærd.
• At vi ikke kan vide, hvad der er de egentlige årsager til problemerne, fordi vi kan tolke virkeligheden på mange måder

Kommunikationsteoretiske overvejelser i anvendelse af den systemiske metode:

• Den professionelle skal finde sig i, at der er noget, han/ hun ikke ved
• Enhver gør sit bedste
• Alle parter skal blive klogere
• Villighed til at opgive ”forelskelsen” i egen ideer.
• Alle, der taler om problemet, er involveret
• Hvis én siger, at der er et problem, så er det et faktum
• Giv autoriteten til dem, der naturligt har den
• Det er umuligt at forandre sig, når man er negativt defineret
• Problemer opstår, hvor dialogen går i stå
• Relationen er vigtigere end personen
• Modtagerne bestemmer bidskabet
• Led ikke efter skyldige