Tal med dit barn om svære oplevelser
Når børn har oplevet ting, som de burde være forskånet for, er det allervigtigste at hjælpe dem og invitere til at tale om de ting, de har set og oplevet.
Når børn har oplevet ting, som de burde være forskånet for, er det allervigtigste at hjælpe dem så
godt som muligt. Det får således stor betydning for belastningsgraden hos dit barn, hvordan dit barn
hjælpes.
Erfaringer siger, at det er vigtigt, at du som forælder inviterer dit barn til at tale om de ting, de har
set og oplevet. Nogle tænker, at barnet selv siger til. Sådan kan det også være, men ofte vil dit barn
ikke sige noget direkte til dig som forælder. Det kan der være flere forskellige grunde til bl.a., at de
er bange for at gøre dig ked af det, og at de er bange for konsekvenserne, og endelig fordi de let
føler, at det er deres skyld!
Nogle forældre kan tænke, at det er bedst ikke at belaste sit barn og undlader derfor at tale med det
om oplevelserne. Det er en meget god tanke, at du vil skåne dit barn for mange voksendetaljer om
hvad der er sket, men det er misforstået omsorg for dit barn, hvis du undlader at tale med dem om
oplevelserne på en aldersvarende måde.
Nogle gange træffer forældre også det valg, fordi det kan være svært at tale om noget med sit barn,
som man er meget ked af, at barnet har oplevet. Forældre kan være tynget af skam og skyld, som er
med til at gøre det vanskeligt at få taget hul på samtalen.
I nedenstående oversigt får du inspiration til, hvordan du kan tale med dit barn og husk at du altid her på Krisecenteret kan få støtte og hjælp til det af personalet.
Barnets reaktioner
Følgende beskrivelser viser, hvordan børnene kan have det og som kan skyldes volden/konflikterne. Børn reagerer forskelligt, noget kan du måske genkende hos dig og dit barn og andet ikke.