Frivillige
På krisecentret har vi valgt, at der er tilknyttet frivillige til at varetage forskellige aktiviteter for kvinder og børn.
De frivillige består af:
- Røde Kors Ungdom - kaldet Spilopperne - som én gang ugentligt laver aktiviteter med børnene på eller uden for krisecentret.
- Frivillige bisiddere, som ledsager kvinder til møder i Retten, Familieretshuset mv.
- Røde Kors Kvindenetværk - kaldet Q-net - som deltager i Netværkscafé samt tilbyder mentor-funktion, når kvinder flytter fra krisecenteret.
- Råd til Livet – juridisk og økonomisk rådgivning tilføjes som frivillige
- Pedel
Røde Kors har en hjemmeside, der fortæller om at være frivillig, samt hvordan man bliver frivillig.
Randers Krisecenter og Familiehuset i Randers har fra 2008-2011 samarbejdet om Servicestyrelsens projekt ”Børn og kvinder i familier med vold”, der hjælper kvinder med at mestre en tilværelse uden vold. I den periode har Krisecentret videreudviklet allerede eksisterende tilbud, samt udviklet nye tilbud.
De nye tilbud såsom samtalegruppe, netværkscafé og mentorordning fortsætter efter projektets ophør, bl.a. på grund af samarbejdet med Dansk Røde Kors. Det medfører, at frivillige nu driver netværkscaféen på Krisecenteret, samtidig med, at der er frivillige mentorer, for kvinderne, når de flytter ud i egen bolig. Det frivillige arbejde foregår i samarbejde med det uddannede personale.
En historie om en frivillig
Majbrit Pallesgaard fra Dansk Røde Kors blev interviewet i Aftenshowet tirsdag den 31. januar 2012. Hun er mentor for en voldsramt kvinde, er leder af netværkscaféen og har tidligere selv boet på Randers Krisecenter:
”Mens jeg boede på Krisecentret, deltog jeg i alle aktiviteterne i netværkscaféen og har derigennem fået mange nye venner og et helt nyt liv. Jeg ønsker at betale noget af alt det, jeg har fået, tilbage til Krisecentret og har nu tid og overskud til at være frivillig. Desuden kan jeg være rollemodel for kvinderne, for de kan se, at det nytter at kæmpe sig ud af et voldeligt ægteskab og komme videre. Og som mentor kan jeg lytte og hjælpe, for jeg har selv været der,” siger Majbrit Pallesgaard.
Palle alene i verden får kærlige spark
Netværkscaféen arrangerer aktiviteter to gange om måneden for de kvinder, der bor på centret og kvinder, der er flyttet i egen lejlighed. Målet er at etablere nye netværk:
”Netværkscaféen gør, at jeg ikke føler mig som Palle alene i verden efter, jeg er flyttet fra Randers Krisecenter og i egen lejlighed. I caféen har jeg fået et nyt netværk, og det er dem, jeg ringer til og får hjælp til mine problemer, når ungerne er lagt i seng. De giver mig støtte og et kærligt spark, for de ved, hvad jeg taler om,” siger Jane Knudsen, tidligere beboer på Krisecentret.
Overskud midt i bøvlet
Kvinderne bliver blandt andet tilbudt maleundervisning, afspænding eller massage i netværkscaféen:
”Det er skønt at sidde med fødderne i vand og få lov til at grine midt i alt bøvlet. Jeg får nogle sjove og hyggelige oplevelser sammen med de andre kvinder. Det bevirker, at jeg bliver mere rolig og tænker mere positivt. Det overskud jeg får, giver jeg videre til mine døtre, og det gør også, at jeg bedre kan takle mine problemer,” siger Jane Knudsen.
Leder af Randers Krisecenter, Hanne Wardinghus Rugholm Henriksen er meget tilfreds med de frivilliges indsats:
”Efter projektets ophør er vi glade for, at Røde Kors vil køre netværkscaféen og mentorordningen videre. De frivillige kommer med masser af energi og nye idéer. De har lyst til at gøre en forskel og kan have en anden relation til kvinderne end de professionelle. Deres relation er for eksempel en anden, de er ikke afgrænset af, at der afsat en bestem tid. Det kan også have en betydning for kvinderne, at de ved, at det er nogle mennesker, der gør det frivilligt. Derudover giver det et andet økonomisk grundlag for at arrangere spændende aktiviteter og forkæle kvinderne, da Røde Kors har mulighed for at søge fondsmidler,” siger Gitte Pedersen, socialpædagog på Randers Krisecenter.