Fortællinger fra andre kvinder

I disse dage er det lidt mere end et år siden, at jeg flyttede ind hos jer. Jeg har lyst til at give jer en lille opdatering på, hvordan det går. Jeg er landet godt i mit hjem, og med tiden er der kommet mere ro på mit nervesystem. Jeg er kommet godt tilbage på mit arbejde - og til hverdagen. Jeg har energi og appetit på livet, og er så småt begyndt at tage små skridt mod, at møde den "ægte kærlighed" som er sund og ligeværdig. Jeg har endda tilmeldt mig et single arrangement. 

Jeg tænker ofte på jer, og på det vigtige arbejde, I gør hver dag. Det er guld værd. Jeg mindes min tid hos jer med glæde, og selvom det var under triste omstændigheder, ville jeg ikke have været det foruden. Tak for at skabe trygge rammer, og et godt udgangspunkt for at komme videre i livet. Bare tak for alt I gør🥰

Hvis du overvejer et ophold på krisecenter, så kom afsted. Det er den største gave, jeg har kunnet give mig selv og mine børn, at stå op for mig selv, handle, søge hjælp og støtte. Det er ikke et nederlag, dine børn går ikke i stykker, men får ro og dygtigt fagpersonale omkring dem, som kan hjælpe på en måde, du som mor måske ikke selv har mulighed for.

Jeg vil til hver en tid gøre det igen, hvis vi kommer i en lignende situation.

I skaber en tryghed for udsatte kvinder og børn, og i en verden, hvor man føler sig alene, er man pludselig ikke alene.

Jeg er fuldstændig overvældet over, at det "kun kostede" tre måneder af vores liv at komme ud af, hvad der føltes som en fuldstændig umulig og fastlåst situation. Det er den bedste investering, jeg har gjort i mit liv.

At flytte på Randers Krisecenter føles som at skulle bestige verdens farligste og mest umulige bjerg – en rejse fyldt med frygt og usikkerhed. Men skridt for skridt, med støtte, redskaber og opbakning, bliver det umulige muligt. Pludselig er der stier, hvor der før var afgrund.

Randers Krisecenter har modtaget et brev fra en kvinde, der har opholdt sig på krisecentret. Kvinden er bekendt med, at vi offentliggør hendes brev.

Til personalet

Uanset hvad jeg nogensinde kommer ud for her i livet, ville denne tid altid være den vigtigste.

Tiden her har lagt grundstenene for resten af mit liv.

I har været uundværlige for, at jeg kunne få skabt et godt og sikkert fundament.

Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal takke jer alle så inderligt, som jeg mener det og værdsætter det, I har hjulpet mig med. Hver og én – fra vikar til leder og sekretær, selvfølgelig!

Jeg har genvundet lidt tro på, at tingene kan fungere og organiseres, så det passer. Systemet fungerer her.

Den faglige ekspertise er så professionel, det halve kunne være nok. Ikke nok med det så er det så stort, det I rent personligt bidrager med. Det er jo næsten et hverdags- og nattearbejde 24/7 – også selv om man er på ferie. Jeg er så dybt rørt, dybt rørt over hver og én i personalegruppen.

Kan ikke beskrive hvor stor betydning I har haft for mig og mit fremtidige liv. Trods jeg nok altid vil være flov på mine egne vegne, så vil jeg prale og oplyse om jer. Stedet hvor tingene fungerer, og gør det ikke, bliver det bragt i orden med det samme.

Med den største respekt og ydmyghed vil jeg gerne sige ubeskriveligt meget og mange gange tak.

Lige fra indskrivning til udskrivning, og ekstra meget for alt det imellem :-)

De bedste og varmeste hilsner
xxxx

Randers Krisecenter har fået et brev af en kvinde, der har boet på krisecentret.

Navnene i brevet er opdigtede – men kendte af Randers Krisecenter.

- Jeg siger jer mange tak for jeres måde at være på – jeres måde at være til stede på – jeres måde at ”lære” på.

Ja, - vel har I været provokerende! Provokerende på jeres nænsomme måde. Da I fx. fortalte om grundtanker, kommunikation, vrede og angst, ”Hvad er meningen med det?”, tænkte jeg, ”Skulle det her måske ikke handle om ham?!”. ”Skulle jeg nu til at se indad – se på mig selv?!” Jeg ville meget hellere tale om alt det grufulde han havde gjort mig – høre om de andre kvinders grusomme oplevelser, sådan at jeg kunne blive bekræftet i, at jeg var en hårdt ramt kvinde – et offer! Nok også derfor jeg valgte ikke at møde op nogle gange!

Men jeg begyndte at forstå, at selve modtagelsen på Randers Krisecenter indikerede, at jeg var et offer for vold, at jeg havde brug for de trygge rammer der. Samtalegruppen var noget helt andet – her måtte jeg se indad, erkende og blive klogere. Og ja – og jøsses – hvor blev jeg klogere! Jeg er ikke et offer længere, fordi jeg selv har valgt ikke at være det mere. Jeg er en voksen kvinde med ansvar for mit eget liv og med en lille pige indeni, som jeg nu lytter til og passer på. Der er stadig ting, der skal arbejdes med, men jeg har nu fået redskaberne/forståelse til at komme videre – tak!

I vil dukke op i mine tanker i min videre færd.

Kærlige hilsner
xxxx

NB: Også en kærlig hilsen til hele Randers Krisecenter og en speciel hilsen til Michael. Valmuerne glemmer jeg ikke, Michael – ud af mine vinduer er ingen valmuer – men i mit sind og i min tro er en hel mark!