Døgntilbud

Her kan du læse mere om døgntilbuddet hos Randers Krisecenter

Randers Krisecenter tilbyder et midlertidigt, sikkert opholdssted til kvinder, der har været udsat for en eller flere former for vold. Du kan læse mere om de forskellige former for vold her.

Her får du ikke bare et sted at bo, men en helhedsorienteret indsats, der støtter dig i at skabe en fremtid uden vold. Hvis du har børn, er de naturligvis velkomne sammen med dig.

Et sikkert og hjemligt miljø

Hos os er sikkerheden vigtig, og vi arbejder for at skabe et hjemligt og trygt sted, hvor du kan finde ro. Vi støtter dig i at tage ejerskab over din egen proces og hjælper dig med at opbygge styrken til at bryde med volden.

Vores krisecenter

Støtte efter dine behov

Når du flytter ind, får du tildelt et team bestående af en socialrådgiver, en kontaktperson og en børnekontaktperson, hvis du har børn med. Sammen udarbejder vi en plan, der tager udgangspunkt i dine mål og behov – vi kalder det Livsstjernen. Her fokuserer vi bl.a. på sikkerhed, bolig, sundhed, økonomi, netværk og din relation til eventuelle børn.

Vi tilbyder en række samtaler og aktiviteter med afsæt i dine/jeres behov. Her anvender vi altid vores specialviden og faglige kompetencer i samarbejdet med dig.

Du er ikke alene

På Randers Krisecenter står vi ved din side. Vi overtager ikke ansvaret, men støtter dig i processen og sikrer, at du ikke står alene med de udfordringer, der opstår. Vores mål er at give dig de nødvendige redskaber til at leve et liv uden vold.

Vores værdier

Vi arbejder ud fra værdier som ordentlighed, ligeværdighed, udvikling og frihed – altid med respekt for dig og din unikke situation.

Hvis du har brug for hjælp, er vi her for dig.

Kontakt og visitation:

Er du i kontakt med en kvinde, der er udsat for vold, men i tvivl om det videre forløb eller hendes muligheder, så kontakt os endelig for en dialog om den pågældendes situation.

Er du selv udsat for vold, men usikker på, hvad der er bedst for dig, eller har du akut brug for et sikkert sted at være, så kontakt os med det samme. Du kan altid kontakte os mellem kl. 8.00 og 21.30. Ring og få en samtale om din situation eller en rådgivningssamtale i forhold til, hvad der kan være bedst for dig. Du er naturligvis velkommen til at få en pårørende til at ringe eller sidde med under samtalen, hvis det føles bedst og trygt for dig.

Inden du kan flytte ind på krisecentret, afholder vi en visitationssamtale, hvor vi fortæller om vores hus og rammerne her, samt hører om din situation. Vi vurderer herefter, om du kan flytte ind hos os. Vi hjælper dig naturligvis også gerne videre til andre steder, hvor du kan få den hjælp, du har brug for.