Børn og unge

Her kan du læse om, hvad børn og unge i kriser kan opleve, og hvilke tilbud vi har til børn.

Kære børn og mødre (og andre interesserede)

Om vold

Vold kan se ud på mange måder, og det kan påvirke børn på forskellige måder.

I nogle familier er volden mest psykisk. Det betyder, at mor og børn måske er blevet talt grimt til eller nedgjort. Måske har der været mange hårde regler derhjemme, og stemningen har skiftet meget. Det kan være svært at være i sådan et hjem. Måske har der været meget vrede og skænderier, og du har følt, at du hele tiden skulle passe på.

Vold kan også være fysisk. Måske har du set din mor blive slået, eller måske har du selv oplevet det. Nogle børn ser det ikke, men de kan høre det fra et andet rum eller se mærker på mor. Det kan gøre en ked af det og usikker.

Det er helt normalt, hvis du føler dig forvirret, stresset eller har svært ved at huske ting. Mange børn, der kommer til krisecentret, har det på samme måde.

Har du prøvet at være bange derhjemme? Har du været bekymret for din mor eller dine søskende?

Her på krisecentret vil vi gerne hjælpe dig og din familie. Vi kan tale sammen om, hvad der er sket, så det bliver lettere at forstå både dine egne og andres følelser.

På børnekontoret kalder vi vold for en slags mobning i hjemmet. Men derhjemme skal man føle sig tryg og vide, at man er god nok, som man er.

Hvis du ikke føler dig tryg derhjemme, kan det have store konsekvenser. Men vi er her for at hjælpe dig. Du er ikke alene.

Når du bor her

På krisecentret er vi to børnepædagoger, og vi har et særligt rum, vi kalder Børnekontoret. Her taler vi med børn og deres mødre. Hvis du og din mor skal bo her, får du en af os som din kontaktperson. Det betyder, at vi er her for dig og dine søskende – vi lytter, hjælper og sørger for, at du har det godt. Vi taler også med din mor og støtter hende, når noget er svært, men vores vigtigste opgave er at være her for dig.

Velkommen til Børnekontoret

Her finder du en god sofa og to hyggelige stole, som er lidt store, men virkeligt rare at sidde i. På væggen hænger en stor tavle, hvor vi skriver, hvad vi taler om. Her har der stået mange vigtige, kloge og betydningsfulde sætninger, som børn har sagt.

Vi bruger også tavlen til at tegne på. Der er blevet tegnet mange familier og mange ansigter. Nogle ansigter har været glade, men andre har været kede af det eller vrede.

Børnekontoret er et trygt og hyggeligt sted med spil, legetøj og andre ting, som vi kan bruge i samtalerne.

Samtaler på din måde

Vi kan tale sammen på mange forskellige måder – og det behøver ikke altid være på Børnekontoret. Måske vil du hellere snakke, mens vi går en tur? Eller måske i værestedet, på dit værelse eller et andet sted, hvor du føler dig tryg? Nogle samtaler har du alene med os, andre kan være sammen med din mor, dine søskende eller hele familien.

Her nedenunder ser du forskellige døre. Bag hver dør gemmer sig en lille fortælling om de samtaler, vi kan have. Klik på en dør og se, hvad vi kan snakke om.